Velkommen til søsterloge nr. 69 Faklen I.O.O.F.

Søsterloge nr. 69 Faklen, Odd Fellow bygningen, Parkvej 49, Postboks 155, 9700 Brønderslev, holder logemøde den 2. og 4. onsdag i måneden fra september til ca. midt i maj. Møderne starter kl. 19.00 i logesalen med en fast dagsorden. Mange søstre nyder den fred og ro, der er i logesalen, når dørene er lukket for "verden" udenfor. Søstrene kommer i øvrigt fra alle grene af samfundet og erhvervslivet.

Og hvad er så Odd Fellow Ordenens formål? - " At udbrede venskabets, kærlighedens og sandhedens grundprincipper mellem menneskene, at styrke dem i kærlighed til Gud og deres næste og lære dem, at ord ikke nok, men at disse lærdomme må omsættes i handling, for at hver enkelt efter sin evne derved kan bidrage til menneskenes forbedring og fuldkommengørelse." Altså meget tydeligt et etisk formål, der angår vort forhold til vore medmennesker.

Efter mødet er der hyggeligt samvær i selskabslokalerne. Her er der mulighed for at snakke sammen og lære hinandern at kende og udvikle gode venskaber. Påklædning til almindelige møder er kort sort kjole. Til festaftner er påklædningen lang sort kjole og hvide handsker.

Logen ledes af en valgt embedsmandsgruppe: Overmester, undermester,sekretær, kasserer, skatmester samt eksmester. Derudover er der en række udnævnte embedsmænd til at hjælpe de valgte embedsmænd i det daglige. Alle embedsmænd er valgt eller udnævnt for 2 år.

Siden 1993 har logen haft en venskabsloge i Farsund i Norge. Vi besøger på skift hinandens loger hvert andet år.

Hvad koster det at være medlem af søsterloge nr. 69 "Faklen"? - Optagelsesgebyret er på kr. 600,00, og det koster kr. 400,00 for hver af de følgende 3 grader, som nye søstre bliver tildelt i løbet af de første 2-2 1/ 2 års medlemsskab. Medlemskontingentet er fra 01.07.2012 kr. 400,00 pr. kvartal. Dertil kommer udgifter til fortæring ved det selskabelige samvær efter logens møder på ca. kr. 65,00 pr. gang. (2010-priser).

Logens humanitære arbejde: - Arbejdet omkring dette består i, at der samles penge ind ved lotterier, julesalg af hjemmelavede ting og juledekorationer. Disse penge er gennem årene anvendt fortrinsvis lokalt. senest til for eksempel hjælpemidler, der ikke dækkes af det offentlige, og som kan lette hverdagen for beboerne på blandt andet plejehjem og Rehabiliteringscentret i Brønderslev.

Derudover har logen 2 fadderskaber i Indien samt givet støtte til Hospice, SOS børnefonden, Julemærkehjemmet i Hobro, sygehusklovnen i Aalborg, Terre des Hommes Forbund og "Læger uden grænser".

Har ovenstående vakt din interesse, kan du få yderligere oplysninger hos en af logens anførte embedsmænd, som vil fortælle dig mere om ordenen.